>Overskudsbyfest<

Den sjoveste, den største og den bedste byfest i Danmark med mange dygtige solister. Sådan siger arrangørerne af Byfesten, som er årets begivenhed. Mandag aften var mange af de frivillige hjælpere og arrangørgruppen samlet for at runde dette års fest af, og det må konstateres, at der er noget om snakken.

Årets overskud til Idrætsforeningen blev nemlig på de 230.000 kroner, som arrangørerne på forhånd kun havde turdet håbe på.

- Det blev det, vi higede efter, og det er der så kun grund til at være meget tilfreds med, siger formanden. Det var især koncerten med
Kisser og Søren, der gav penge.

Større overskud
Oven i købet blev overskuddet endnu større - for det er ikke kun Idrætsforeningen fra det lokale foreningsliv, der nyder godt af Byfesten - og også yder et stykke arbejde for at få alle ender til at nå sammen.

- Andre klubber har tjent cirka 40.000 kroner for deres arbejde. Det var selvfølgelig penge, som vi selv kunne have tjent, men de foreninger har også været med i mange år og yder altid en kæmpe-indsats, siger formanden om den del af regnskabet.

- Desuden håber jeg da på, at der er mange klubber, der har tjent en skilling ved at være i gågaden om lørdag, tilføjer formanden og sender samme håb af sted mod byens handlende.

På mandagens evalueringsmøde over dette års Byfest var stemningen ikke til at lave de store ændringer til næste års Byfest, men der er selvfølgelig nogle af begivenhederne, der skal have en finpudsning, inden det går løs næste gang.

- Temaaftenen ved mandefrokosten skal udvikles, pigefrokosten skal måske have et pift - måske også med et tema, man kunne f.eks. overveje Tyrolerband, og børnekræmmermarkedet om søndagen skal udvides, siger Erik Andersen om nogle af de overvejelser, arrangørerne allerede nu har gjort sig.

Fast tradition
Desuden skal søndagens koncert med det populære dansktop-orkester Bjørn & Okay gøres til en fast tradition.

- Vi har haft dem i fire år nu, og man kunne selvfølgelig sige, at vi kunne spare det væk, for vi bruger mange penge på musik, og så ville vi tjene de flere penge. Men man skal passe på med sådan noget - vi skal hele tiden udvikle os, mener formanden.

Heller ikke søndagens afsluttende fyrværkeri vil der blive ændret på, når det går løs til næste år.