>Visesstensange<

Kurt Ravn synes selv, han har fundet de vises sten.. Han har nemlig selv valgt de julesange, som er med på cd'en »Stille som sne«, der udkommer i næste uge.

Med hjælp fra trompetisten Per Nielsen, pianisten Carl Ulrik Munk-Andersen og på enkelte numre også verdensklassebassisten Niels Henning Ørsted Pedersen har han indsunget en række stemningsfulde julesange- og salmer op til højtiden, og fra 22. november tager Ravn, Nielsen og Munk-Andersen på en månedlang turne ud til de danske kirker.

- Det har da været svært at vælge ud, siger Kurt Ravn i telefonen fra bopælen i Vedbæk nord for København. Han har valgt at synge sange på dansk, men der er dog blevet plads til to engelske sange, »White Christmas« og »Oh come all ye faithful«. Og så har han med højtidelig oversøisk tilladelse oversat klassikeren »It's christmas« til dansk, og den er så kommet til at hedde »Det´ jul i København«.

- Det vigtigste for mig har været, at det er sange, jeg kan lide, og sange, der passer til min stemme. Melodien skal være i orden, og især teksten skal passe. Det skal være noget, jeg kan stå inde for. Jeg har endda valgt en sang, som ikke er en decideret julesang, nemlig »Der er ingenting i verden så stille som sne«, som jo også har givet navn til pladen. Det har jeg gjort, fordi jeg synes, det er så dejlig en sang, og jeg synger den til Thomas Laubs melodi, som er den mindst kendte til den sang.

Det er anden gang Kurt Ravn indsynger en jule cd, og det er også anden gang, han tager på turné til de danske kirker op til jul. Sidste år var det også sammen med Per Nielsen, som mange kender fra hans soloplader og fra Sønderjyllands Symfoniorkester.

- Vi skulle have udgivet pladen 6. november. Men den er desværre blevet forsinket, fordi der er så mange cd'er, der udgives for tiden, siger Kurt Ravn, der i år har 30 års jubilæum som skuespiller og på det seneste har haft travlt med at indspille to film. Han er med i Hella Joofs »Oh, happy day« og har også en mindre rolle i Jesper W. Nielsens nye film »Store planer«.

Men ellers er han i gang med at lade op til turnéen, der også fører ham til regionen, men dog hverken til fødebyen Kolding, hvor hans bror bor, eller til Tønder, hvor hans far bor.

- Vi indspillede pladen i juli på dage, hvor vi alle havde tid. Og coveret, et vinterlandskab, har sin egen, lille historie. Det er den fynske maler, Frank Hammershøj, der har malet det. Min kone og jeg får hvert år julekort fra Hammershøj, som vi har købt nogle malerier af, og så spurgte min kone mig, om vi ikke skulle lade ham male coveret. På alle hans julekort er der en nisse med en rød hue og det er der også på coveret, siger Kurt Ravn, der har den fynske maler som trofast tilhører ved de kirkekoncerter, han giver på Fyn.